I dag har et flertal i byrådet vedtaget at give 200 mio ekstra kommunale kroner til stadionbyggeriet — uden at prøve at finde besparelser. Det blev ikke med SFs stemmer.
Et nyt stadion i Aarhus var tænkt som en gave til aarhusianerne. Et sted, hvor vi kunne mødes — både til koncerter og om sporten helt oppe i superligaen. Det var aldrig meningen at aarhusianerne skulle betale for stadion.
I aften har vi stemt imod tillægsanlægsbevillingen til projektet på samlet 248,6 mio. kroner. Til gengæld har vi foreslået konkrete besparelser på stadionbyggeriet, der kan spare kommunen 45 millioner kroner. Vores forslag sikrer:
– Fokus på nødvendige funktioner frem for luksus
– Et smukt og ikonisk stadion
– Tilgængelighed for alle
Vi mener, at luksuselementer som tunnel club og VIP-etager kan spares væk, eller finansieres andetsteds, som for eksempel af AGF, da det jo primært er dem der for glæde af disse. Det er ikke en kommunal opgave.
De store budgetoverskridelser skal stoppes nu – vi er stadig meget tidligt i stadionbyggeriet, og budgettets rammer er allerede blevet sprængt med 30%. Vi frygter, at hvis ikke man gør noget markant for at ændre retning, vil det igen i fremtiden ske store budgetoverskridelser. Derfor foreslår vi ekstern revisionskontrol for at sikre, at fremtidige projekter holder sig inden for rammerne.