Mine politiske mærkesager

Jeg arbejder for, at mennesker i Aarhus skal have lige muligheder for et godt liv med uddannelse, arbejde, tryghed og frihed, uanset hudfarve, baggrund, køn eller seksualitet. Derfor er jeg feminist og socialist, og derfor stiller jeg igen op til Aarhus Byråd for SF.

Jeg hedder Mette Bjerre og sidder i Aarhus Byråd for SF. Jeg er opvokset i et bofællesskab i Skødstrup og bor i dag igen i byen, nu sammen med min mand og vores to børn. Børnene blev begge født mens jeg tog min PhD i matematik ved AU. I dag arbejder jeg på VIA University College, hvor jeg forsker i små børns matematiske opmærksomhed.  

Bevar billige boliger i Aarhus

Som byrådsmedlem arbejder jeg for en mangfoldig kommune, hvor alle har råd til at bo, om man er studerende, børnefamilie på udkig efter første hus, førtidspensionist eller direktør. Vi skal gøre mere for at stoppe kyniske udlejere, der omdanner billige lejligheder til dyre ejerlejligheder. Vi skal bygge blandede boliger med almene familieboliger og studieboliger imellem ejerboliger. Og rækkehuse og parcelhuse ved siden af etageejendomme og bofællesskaber. Børn fra alle mulige familier skal møde hinanden på vores folkeskoler.

Et nemt og trygt liv som barn og børnefamilie i Aarhus

Som mor til et barn i børnehave og et i indskolingen kender jeg til travle småbørnsforældres hverdag. Som så mange andre har jeg desværre oplevet afleveringer, hvor én voksen skal tage imod et barn, mens han allerede sidder med tre på skødet og der går fem mere rundt alene. Det er uholdbart og det er en af mine grunde til at være i politik. For det skal være en tryg oplevelse at sende sine børn afsted i institution. Kampen om minimumsnormeringer er ikke slut. 

Vores skoleklasser skal være mindre. 28 børn i en klasse skaber uro og larm, uanset hvor dygtige lærere vi har. Jeg kæmper for klasser med max 24 elever, og mange flere timer med to voksne. 

Jeg vil fortsætte mit arbejde for, at børn og børnefamilier i Aarhus får mere ro på. 

Mere nær velfærd

Skattepenge i Aarhus kommune skal bruges på den nære velfærd, de skal ikke ende i skattely i Barbados eller bruges på eksterne konsulenter. 

Aarhus bruger unødvendigt mange eksterne konsulenter. Vi betaler private firmaer dyrt for at løse opgaver, som kommunens egne medarbejdere kan klare. Vi skal bruge kommunens penge på velfærd frem for rapporter – dette fokus er vigtigt at fastholde. Vi har sikret at Aarhus er blevet en skattelyfri kommune. Det er en vigtig markering, men også reel politik. Det muliggør, at jeg kan presse forvaltningen til at sikre, at vores indkøb sker hos firmaer, som ikke er i skattely, og at kommunens penge ikke investeres i firmaer, som bruger skattely.

I byrådsarbejdet lægger jeg altid vægt på, at vi skal fokusere på den borgernære service og forsøge at holde de administrative udgifter på et minimum.