I dag er jeg fuld af energi og glæde efter at have været til valgmøde på KØN. 
Nogle valgmøde er hårde og drænende for energi, men i dag var lige modsat.
Emnet var manglen på kvinder i lokalpolitik. Vi var repræsentanter fra hele det politiske spektrum, og jeg oplevede at alle tog problemstillingen seriøst, alle var villige til at gøre ting anderledes, og alle var enige om at sammen er vi stærkere
Det her emne er nemlig vildt vigtigt. Vores byråd skal repræsentere vores samfund, men lige nu er det bare nemmere at sidde i byrådet hvis man er en mand på 55 med kone som står for alt det huslige, end hvis man er alle mulige andre. Det afspejles i hvem er stiller op og hvem er bliver valgt.
For mig at se er der flere grunde til at kvinder er mindre repræsenterede i vores byråd end mænd.
Det handler om nogle strukturer, som bare ikke tager højde for at man måske har mindre børn, at man har andre arbejdstider, at man står for en stor del af det praktiske arbejde i hjemmet. Vores møder ligger efter “almindelig” arbejdstid, og det falder bare ret præcis sammen med den tid hvor børn skal hentes, spise aftensmad og lægges til at sove.
Men det handler også om tonen. Det er hårdt at være i politik – ikke på grund af mine politiske kolleger, men alt det rundt om. Det er hårdt at få beskeder på Facebook om at man er dum og grim, når man udtaler sig om et eller andet.
Men jeg synes det er vildt vigtigt at der er kvinder i politik. Jeg synes det er vigtigt der også er plads til mig, selvom jeg er 33, har to mindre børn og også godt kan lide mit arbejde.
Sammen med Mette Skautrup (C) og Liv Gro Jensen (SF) startede vi et netværk for kvinder i aarhusiansk politik. Og det har været helt vildt rart for mig personligt. Det er et sted hvor jeg kan gå hen, når jeg bliver svinet til på Facebook for eksempel. Der kan vi sammen bliver forargede, men også griner af de idioter der skriver. Det er også et sted hvor vi mødes på tværs af politiske skel, for at lære og blive klogere på at være kvinde i politik, for at støtte hinanden, og ikke mindst for at lære hinanden at kende.
Jeg er helt sikker på, at det at vi allerede kender hinanden nu som kandidater, også kommer til at gøre noget godt for hvad vi sammen kan rykke, når vi kommer i byrådet.
Tak for en dejlig aften