I onsdags var jeg så heldig at få lov at snakke om Aarhus som kulturby i Kulturen på P1.
Aarhus kan enormt meget som kulturby. Aarhus har både store og mindre museer i verdensklasse, dygtige musikere, gode spillesteder inden for forskellige genre. Vi er kendt for børneteater. Vi har aktører som frontløberne, institut for X og Godsbanen som understøtter og driver et miljø for kunstnere i Aarhus – vi har nemlig et kunstnerisk miljø med ildsjæle som brænder for Aarhus og for kultur, og som prioriterer at blive i vores by, i stedet for at flytte på landet eller til KBH. Det skal vi være taknemmelige for, og vi skal så godt som muligt understøtte at man har lyst til at blive i Aarhus.
Men Aarhus er også en by som er kendt for store events, for at holde store fester. Der er jeg være mere tvivlende overfor hvad det giver til byen. Fest er sjovt, men vi vil hellere have færre kæmpe events, og i stedet bruge pengene andre steder på kultur, og på at støtte det kulturmiljø som allerede findes i Aarhus.
Jeg er ikke kulturproducerende, men jeg er bruger af kulturen i Aarhus. Som studerende på universitetet, nød jeg godt af studierabat til de store museer, og nu hvor jeg er færdig har jeg selv råd til at betale hele billetten. Men kultur må ikke kun være for dem der har råd – for vi vil have kulturoplevelser ud til så mange mennesker som muligt. Det er ikke alle som kan få studierabat, vi har derfor fået indført et kulturpas, hvor familier med lav indkomst kan få tilskud til at opleve kultur, fx et årskort til AROS eller en tur i teatret. Det er jeg rigtig stolt af.
At få kultur ud bredt, er ikke det samme som det behøver at blive plat. Når der er børneteater på biblioteket i Skødstrup, så kommer vi! Folk skal nok komme, hvis vi bringer kulturen ud til der hvor folk er. Kunst udenfor Store Torv og ARoS kan komme flere til glæde — kunst i lokale nærmiljøer, udenfor de traditionelle rammer, kan komme en masse borgere til glæde, der måske ikke ofte oplever kunst.
Så er der den anden del, som handler om det kunstneriske miljø i Aarhus – hvordan gør vi det nemmere og attraktivt at være kunstner eller aktør på det område i Aarhus? Vi prøver virkelig at gøre det muligt at bruge tomme lokaler til øvelokaler og atelier, og det lykkes til dels i fx Gellerup og amtssygehuset, men vi kan blive bedre endnu. Det er svært at få brugt alle de lokaler som kommunen faktisk har, fordi det koster noget for de andre forvaltninger som ejer lokaler. Det er et problem jeg som meget gerne vil arbejde mere på at få løst i næste periode.
Foto af ungerne og mig, der hører uhyggelige allehelgens fortællinger i den gamle by.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *